Den om Ole Henriksen membranagtigt blafrende entré

En af dansk journalistiks nok bedste metaforer i nyere tid finder man i Oliver Stillings »Der er ikke noget at være bange for«, et interview med den allestedsnærværende kosmetolog Ole Henriksen, afviklet over en gang kartofler og fiskefrikadeller i bagsideredaktørens egen lejlighed og bragt i Ud & Se, julinummeret 2008.

Teksten er sat op som et møde mellem den husmoragtige, jordnære, lidt tilbageholdende journalist og den frembrusende, himmelstormende Ole Henriksen, og hele vejen igennem bæres sproget frem af en dejligt underspillet, ironisk tone. For eksempel da de to i trappeopgangen får øjenkontakt første gang: ”Selvom vi aldrig tidligere havde mødt hinanden, blev jeg bevæget. Jeg følte, at Ole Henriksen og jeg i grunden så alt for lidt til hinanden”. Hvorefter Ole Henriksen stiller ”sin lækre lædertaske” fra sig (et udtryk, der gentages senere i artiklen), og de livsglade ytringer begynder at ’flyve’ og ’boble’ ud ad munden på ham: ”Nej, hvor er det en dejlig lejlighed!” og, til Stillings lille barn, ”Gud, hvor er du smuk!” og ”Neeej, hvor er du søøød!”

Og det er her, den vidunderlige metafor dukker op: ”Det var ikke nødvendigt at fortælle min gæst, at han skulle føle sig hjemme. Manden var allerede mere end 100 procent til stede. Der var så meget tryk på ham, at hele entreen stod og blafrede membranagtigt omkring ham”. Metaforen er så god, fordi den ikke bare beskriver Ole Henriksens overstadige væsen, men også giver et billede af, at han, nærmest som qua en naturvidenskabelig lovmæssighed, altid er i centrum, dér hvor han befinder sig. Som om der på en måde ikke eksisterer andre mennesker for Ole Henriksen, og han i den forstand suser isoleret rundt i et underligt vakuum. Hvilket er paradoksalt, fordi han netop har som sit livsprojekt at være meget til stede, velsagtens også blandt andre mennesker. Som Stilling skriver om de første hæsblæsende minutter i entréen: ”Jeg fortrak diskret til køkkenet for at forme fiskefarsen til frikadeller, mens Ole Henriksen snakkede videre. Ude fra komfuret kunne jeg høre ham udspørge husstanden om alt muligt i øst og vest. Jeg havde læst i avisen, at han engang havde været meget stresset. Så traf han en beslutning om, at han fremover ville være til stede i nuet. Men med den energi, han lagde for dagen, forekom det mig, at han var til stede i to eller tre nuer på samme tid”.

På den måde lykkes det Stilling at tegne et portræt, der på sin vis viser en række i bund og grund sympatiske sider af Ole Henriksen, for hvem vil ikke gerne være energisk, nærværende og altid selskabelig? Ingen kan i hvert fald påstå, at Ole Henriksen ikke prøver. Men samtidig et portræt, der vender vrangen ud på alt det renskuret vennesæle: ”Han er næsten så autentisk, at man bliver i tvivl om hans autenticitet”, skriver Stilling på et tidspunkt, og med stærke, konkrete beskrivelser viser han netop det robotagtige aspekt af sin eksalterede middagsgæst, halvt menneske/halvt fænomen: ”Med jævne mellemrum roste han værtens simple kogekunst og takkede hjerteligt, hver gang der blev hældt vand i hans glas”, ”Han nævnte flere gange sin alder (57), sin mands navn (Laurence) og hvor mange år, de havde tilbragt sammen (23)” og endelig den sælsomme chokoladesekvens: ”Da jeg efter middagen luftede, at vi skulle have noget chokolade til kaffen, udstødte han et »uuhh!« efterfulgt af et »det lyder dejligt!« Og da jeg foreslog, at vi måske kunne hente chokoladen nede i kiosken og ved samme lejlighed strække benene, var han »vildt begejstret for den idé«”.

Artiklen ender med en lille scene, der fint knytter tilbage til membranmetaforen fra starten af teksten ved igen, kort og præcist, at pege på den grundlæggende narcissisme, man fornemmer bag Ole Henriksens begejstrede udadvendthed. Da Ole Henriksen skal til at fotograferes, hiver han et lommespejl og ”en slags tandbørste” frem og begynder at ”børste løs med små kontrollerede bevægelser”. Han siger: ”Jeg har altid et spejl med i tasken. Det er altid godt have et lille spejl med, hvis man er ude og løbe omkring. Så kan man lige tjekke, om man har et stykke persille siddende mellem tænderne, eller om man skal have lidt ekstra solcreme på”.