Portræt af ål

Sammenlignet med d’herrer Brügger og Stilling er det en mere sober form for journalistik, mere håndværk og mindre legen kispus med den journalistiske fortællerstemme, men ikke desto mindre både informativt, underholdende og stærkt originalt: Stig Olesen har med sine features om alt fra november måneds farlighed til fuglekvidder (Twitter) skrevet sig frem til en helt særlig, personlig stil, en Stig Olesen-genre. Kalejdoskopisk veksler hans artikler mellem rendyrket reportage, kuriøse fakta, subjektive indfald og ordnørdende etymologier, alt sammen skrevet så man aldrig er i tvivl om, at her er en mand, der også kan skrive en skarpt skåret nyhedshistorie.

Søslange i havsnød fra Jyllands-Postens Indblikssektion 12. april 2009 udfolder den Olesenske vision til fulde. Her er journalisten rejst ”gennem øde plantager og ad støvede markveje” hele vejen til Stensgård Åleopdræt A/S i Randbøl vest for Vejle for at spørge den durkdrevne åleopdrætter Oluf Sørensen, hvordan det kan gå til, at den vilde bestand af Anguilla anguilla, den europæiske ål, på to årtier er reduceret med mindst 80 %. Artiklen tager altså afsæt i et klassisk journalistisk, konkret problem, der er dokumenteret med tal og har juridiske implikationer: ”Det har medført nye restriktioner for transport af ål over landegrænser, og forsøger en dansker f.eks. at smugle en røget ål med i kufferten til Norge eller andre destinationer uden for EU, står Skov- og Naturstyrelsen parat med konfiskation og bøde. Personligt tør jeg slet ikke tænke på, hvilke gemmesteder rejsende i fremtiden vil tage i anvendelse for at få denne højt værdsatte påske-delikatesse smuglet med på hytteferien i Norge”.

Passagen her viser et typisk træk i Olesens skrivestil, idet informationsstrømmen med ét knækker fra det lødigt relevante over i en lummer, anal fantasi – uden dog at eksplicitere det skumle, for det skæve og utilpassede i Olesens tekster er hele tiden nøje afmålt og holdt inden for rammerne af en velkultiveret, ulastelig form. Hans ærinde er nemlig knap så meget at køre ud ad en sproglig tangent for at vise, at den journalistiske virkelighed er konstrueret, som at levere god, gammeldags, faktabaseret oplysning til folket.

I Søslange i havsnød kommer han således omkring ikke bare de nye transportrestriktioner og ålens kedelige nyvundne status af truet dyreart, men åbenbarer også for læseren den fede fisks ernæringsmæssige, gastronomiske, folkloristiske, sproglige, industrielle, markeds- og forskningsmæssige aspekter. Vi får opfrisket åleglossariet (”Stangning, blusning, sniggling og bligning er blot enkelte af betegnelserne på gamle metoder til at bringe ålen fra vandet til stegepanden”), får et forsøg på et vue over de standende saglige diskussioner på området (”Her er det lige så svært at holde fast i realiteterne som i en nyfanget blankål, og argumenter og beskyldninger vrider og snor sig mellem lystfiskere, erhvervsfiskere, biologer og åleopdrættere”) og må lægge øren til en ulykkelig, autentisk kærlighedshistorie om en date med stegt ål på menuen. Og endelig bliver vi mindet om salige Aristoteles og Sigmund Freud, af hvem sidstnævnte ”indledte sin videnskabelige karriere som ivrig åleforsker ved Wiens universitet, hvor der i 1870’erne, som andre steder i Europa, blev fremsat nogle dunkle teorier, hvori den gådefulde og vidt udbredte ål blev sammenlignet med jøder og sigøjnere”.

På den måde får Olesen altså præsenteret læseren for ikke bare et portræt af en fisk, men også en aktuel politisk problemstilling om fangstregler og transportregulativer, samt ikke mindst et stykke kulturhistorie, der, angiveligt, gennem nu 6.000 år har fundet vej til vores maver, når vi spiser ålen stegt eller nyrøget med lidt lunt røræg, og til vores sprog, når vi i dunkle stunder får den tanke at sno os uden om alle problemerne, åle os ud af moradset og væk.