Vampyrgreven, der slap væk i tide

Mads Brügger er et vaskeægte journalistisk multitalent. Mens han for tiden troner som studievært på det alvorstunge Deadline, har han tidligere bevæget sig med virtuos behændighed inden for snart sagt alle eftertragtelsesværdige journalistiske genrer og medier, fra original, kunstfærdig underholdning i Den 11. time til undersøgende journalistik i bogform, senest i hans og Nikolaj Thomassens Grænselandet om den frygtelige Tøndersag. Og så skriver han fremragende reportager.

Seneste eksempel er Mads Holgers forunderlige rejse, bragt i decembernummeret 2009 af Euroman. Her reporterer Brügger fra en selskabsrejse med ”Klub Jet”, et koncept opfundet af Paula Larrains eksmand, teologen Mads Holger, der i al sin enkelthed går ud på at flyve en masse kendisser til en udenlandsk storby, hvor deres opgave så består i at drikke sig fra sans og samling. Brüggers skildrer et dekadent overklassemiljø befolket af temmelig kendte og knap så kendte danskere, der alle synes at have det til fælles, at de forstår sig selv som levende legender i et selvskabt mytologisk univers, hvorfor de tilskriver sig selv en nærmest kosmisk betydning. Persongalleriet tæller blandt andre vejrpigen Zenta Jonsson, tv-værten Camilla Miehe-Renard, en cykelhandler (”meget mærkeligt”), DJ Jean Glistrup ’Von Baden’, modemanden Uffe Buchard, en meget lang række letpåklædte skøger og sidst, men ikke mindst, Poul Bundgaards barnebarn, ”Børnemilliardæren”, om hvem man siger, at han ”sidder på så mange F.L. Smidth-penge, at han aldrig kan bruge dem”, og at han ”fyrer den så meget af, at han kun har fem år tilbage at leve i”. Alle som en er de indhyllet i et tåge af storhedsvanvid og narcissistisk forstillelse, som nogle af dem, i hvert fald Mads Holger selv, tilmed er bevidste om og stolte af. Som Brügger skriver om Uffe Buchard: ”Hele det store narrativ om, at den danske modebranche er utrolig succesrig, og at København er Skandinaviens Paris, var om noget Uffe Buchards fortjeneste, men nu nærmede sig tiden, hvor denne fortælling blev afsløret som en stor, fed løgn. En stor, fed løgn, der har tjent til at dække over en lille klike opblæste narrehatte, som weekend efter weekend har drukket sjusser med hinanden og bekræftet hinanden i, at de er fuldkommen geniale og vanvittig kreative”.

Sådan skriver Brügger – idiosynkratisk, salvelsesfuldt og subjektivt på en måde, som man aldrig ville godtage på nogen journalistuddannelse. Men samtidig med en fornem sans for de portrætteredes selvforståelser, der kommer allerstærkest til udtryk i skildringen af hovedpersonen Mads Holger. Brügger sammenligner ham skiftevis med en gammel patriark, en ung nazist, en kvindebedårer og en ung vampyrgreve, og han hiver citater ud af ham, så man som læser må knibe sig selv i armen: ”Mit projekt er, at kommende generationer, de unge piger, som du ser her, ikke skal vokse op med Dr. Martens-støvler og Pearl Jam-jam på Skanderborg. Hos mig får de en artikuleret dekadence med store kjoler og højt skum i glasset” og ”Det, jeg giver dem, er en historie, de kan fortælle. De får en historie med hjem”. Om Mads Holgers udseende skriver Brügger, at ”en kostpyramide, som mest består af snow cones, McPlains (en hamburger kun med bøffen) og pinocchiokugler, har givet hans hud en særegen grå, kviksølvisk finish”. Og af vampyrgrevens måde at tale dansk på – ’affekteret’, ’gammeldags’ og ’smukt ciseleret’ – udleder Brügger, at ”heri bestod hans uhyggelige magt over disse piger”, nemlig at tale det samme sprog som groupiernes forstenede fædre: ”Ingen som Mads Holger er i stand til at adressere og servicere overklassepigers behov, og som sådan er han ikke ulig svindleren og forføreren Franz Anton Mesmer, der drønede rundt i Paris i 1700-tallet og fortryllede overklassens døtre med sine evner som dyrisk magnetisør”.

Alt sammen giver det et indtryk af Mads Holger som en grænseløst selvoptaget skikkelse, der tænker sit eget liv som et stadig mere underfundigt stykke installationskunst, konstant under opførelse. Et liv, hvor selv de mest banale handlinger tænkes og udføres, som var de verdenshistoriske kulturbegivenheder: ”Næste eftermiddag fandt jeg Mads Holger ved hotellets swimmingpool. Han sad inde i skyggen og spiste pommes frites til morgenmad. Han havde Ray-Ban Wayfarer-solbriller på. Slangeskindsstøvlerne og det sorte jakkesæt forstærkede indtrykket af en ung vampyrgreve. På bordet lå en ny Samsung Jet, som han havde taget i brug, efter at den gamle mobiltelefon var gået tabt i et badekar om natten i selskab med en uspecificeret blondine. Han forekom mig at være mere genial end nogensinde”.

Det geniale ved Mads Holgers forunderlige rejse, foruden det i sig selv fantastiske i at det overhovedet er lykkedes Brügger at komme med på turen, er at teksten så præcist indfanger den selvmytologisering, som samtlige artiklens personer synes at være ofre for. En selvmytologisering så stærk, at den til sidst synes ikke bare at omtåge den konkrete, praktiske virkelighed, Mads Holger & Co trods alt også befinder sig i, men simpelthen at omkalfatre resten af verden, verden uden for ”Klub Jet”, hele byen Istanbul: ”Og så kørte vi væk fra hotellet i tre busser. Det var søndag aften. Næste morgen skulle en syndflod af bibelske dimensioner ramme Istanbul, det værste regnvejr i 80 år. Biler, busser og mennesker blev skyllet væk fra motorvejene. Jeg sad selv og så det på fjernsyn, da jeg var kommet hjem. Det havde været, som om Gud ville vaske byen væk. Men vi slap væk i tide”.