Zizou spærret inde

Filmen Zidane, un portrait du 21e siècle, følger den nu pensionerede franske fodboldstjerne Zinedine Zidane i en almindelig ligakamp for Real Madrid hjemme mod Villareal i foråret 2005, godt et år før han stoppede sin karriere. Kampen er langt fra én af Zidanes bedste, men ikke desto mindre hævder filmen at være et portræt af ikke bare én af fodboldhistoriens mest talentfulde fodboldspillere, men også et helt århundrede.

Giver det mening? På sin vis ja: I ét enkelt glimt viser Zidane sit overdådige overskud, nemlig da han med vanlig lethed og elegance lægger op til Ronaldos scoring. Og den viser – tydeligere end de gode sider af hans spil – tendensen til at falde ud af spillet, måske fordi han ofte vægrede sig ved at træde ud af den legende tilgang til spillet og trække i arbejdstøjet, og det voldsomme temperament, som endte med at koste ham en uværdig afslutning på karrieren, da han nikkede Marco Materazzi den berømte skalle i VM-finalen 2006. Som portræt af det 21. århundrede, lidt af en mundfuld for en film om en fodboldspiller, er det en film om fremmedgørelse, atomiserethed, isolation. Men glimtvis også om det modsatte: Meningsfuldhed, sammenhæng og forbundethed. Fællesskab.

Rammerne for den måde, vi normalt oplever fodbolden på, ændrer filmen radikalt ved gennem samtlige 90 minutter udelukkende at fokusere på Zidane, også når han ikke har bolden. Vi ser ham stå og virre med hovedet, mens sveden drypper ned fra næsen. Vi ser ham spytte i græsset. Hører ham sukke. Trække vejret. Ser ham gå et par skridt baglæns. Tørre sved af panden. Vi ser Zidane klø sig i skridtet. På den måde viser filmen en fodboldkamp, som den opleves fra én spillers perspektiv : forvirrende og præget af tilfældigheder. Zidane virker ofte desorienteret ; lidt af et paradoks, når man tænker på hans helt usædvanlige flair for spillet, kendetegnet ikke mindst ved et enormt overblik og evnen til, når han var bedst, at spille, som om han var den eneste mand på banen.

Pludselig sker der noget: Zidane afdribler en række modstandere og sender et præcist venstrebensindlæg ind over til Ronaldo, som header bolden i kassen. Et sjældent øjebliks forbundethed mellem de to individualister. Et øjeblik, der viser Zidane, som man husker ham.

Men straks efter er han tilbage i det meningsløse rum ved siden af spillet; som om han befinder sig uden for den forestilling, han selv har en af hovedrollerne i. Det er uskønt, grimt. Han råber »hey !« og »ay !« efter både medspillere og modspillere med en stemme, der alt for lys til at komme fra så stor en krop.

Så ser man ham grine ad noget, Roberto Carlos siger. Og tilsyneladende bliver han ved at grine, indtil han øjeblikket efter er ved at komme op at slås med en modspiller, og Raúl og Beckham må holde ham tilbage. Rødt kort.

Og sådan slutter altså en almindelig kamp for Zidane ligesom hans sidste i VM-finalen 2006 : udvist. I Zidane, un portrait du 21e siècle sidder man lidt tilbage med det indtryk, at han aldrig rigtig har været en del af kampen.

Da han på et tidspunkt appellerer til dommeren om at få flyttet forsvarsmuren længere tilbage i forbindelse med et frispark - »distanza, distanza« hører man ham sige med den tynde stemme – virker det et øjeblik derfor snarere, som om han forsøger at forklare dommeren sin ulykkelige situation: verdens største fodboldspiller som et fremmedlegeme på sin egen hjemmebane.