»Nu digter jeg en historie om noget, som jeg fortæller i mit hoved«

Hvor kommer Bamse og Kylling fra? Hvordan er de havnet i den hemmelige skov? Er det deres egen beslutning, eller er der nogen, der har sendt dem derud? Er de virkelighed eller fantasi?

Og hvad med de mennesker, der også findes i skoven: Luna, der bor i en lyseblå frakke, og Aske, som strejfer rundt mellem granerne med sin guitar. Hvilken forbindelse har de til samfundet uden for skoven? Ved deres venner og familie, at de bor derude? Går de nogensinde i Brugsen? Stemmer de til Folketingsvalget? Tænker Aske nogensinde på sex?

Bamse kan tale, Kylling næsten ikke. Bamse er en dreng, Kylling er… også en dreng, men en dreng med tynde strømpebukseben, der elsker at se sig selv i spejlet og øm og fin vimser rundt og plukker blomster. Bamse er fuldstændig antropomorf, mens Kylling, når den får fat i en regnorm, slår over i en uhumsk, utilnærmelig dyrisk side.

Begge går de rundt i deres kæmpekroppe og klarer egentlig sig selv (har de nogen forældre, og i så fald, hvor er de blevet af?), men stadig drikker de saftevand og ved ikke noget bedre end at få fortalt en god historie. De er bedste venner, og så alligevel ikke rigtigt. Som her i en dialog fra afsnittet Svensk blomsterfest:

Bamse: ”Nu digter jeg en historie om noget, som jeg fortæller i mit hoved.”
Kylling: ”Oh, Bahmser! Ho ho, ha ha, hi hi, ha ha ha!”
Bamse: “Kan du være stille, mens jeg fortæller? Og lade være med at blande dig og forstyrre, hva’ Kylling?”
Kylling: ”Bah…”
Bamse: ”Jah, vi to er meget glade for hinanden.”

På en måde virker det næsten symbolsk, at Aske Bentzons uudgrundeligt melankolske temamelodi er en sang uden ord, for det er alt det, der aldrig bliver sagt, der gør Bamses Billedbog til et fantastisk fiktivt univers.