Reportage fra en fantasi

Noget af det sjoveste ved Mikael Bertelsen og Oliver Stillings Jorden bag facaden, bragt i decembernummeret 2009 af Ud & Se, er deres leg med de sproglige klichéer.

Med udgangspunkt i den politiske debat om klimaforandringerne, der netop toppede i Danmark i december med COP15-konferencen, tager de to journalister ud til Haveforeningen Nokken på Amager og senere til Arresø, Danmarks største sø, for at interviewe planeten Jorden. Som de skriver i starten af artiklen, så er vores samfund ”desværre – skruet sådan sammen, at folk, der siger, at de hører stemmer, generelt ikke nyder nogen særlig høj troværdighed”. Men da rammerne for det skizofrene set-up først er etableret, accepterer man som læser præmissen, at Bertelsen og Stilling reporterer fra et møde, der aldrig har fundet sted, og for hvis væsentligste kilde man sjældent giver fem flade ører i gængs journalistik: en rigtig god fantasi.

”Øhm, hvorfor kan vi ikke mærke, at du drejer rundt” lyder det første spørgsmål til Jorden, som fyndigt svarer: ”fordi jeg hviler 100 procent i mig selv. Næste spørgsmål”. Og sådan fortsætter legen med de idiomatiske vendinger gennem hele ’interviewet’, der hele tiden balancerer på en knivsæg mellem fiktion og journalistik: selvom set-up’et er fiktivt, giver interview/reportageformen og artiklens mange faktuelle oplysninger om alt fra istiden til Cuba-krisen alligevel teksten et journalistisk præg. ”Lagde du mærke til, at den ikke virkede så deprimeret, som vi havde regnet med?” spørger Bertelsen Stilling med henvisning til den menneskeskabte del af klimaforandringerne. ”Jorden ser glasset som helt fyldt. Den føler sig ikke trådt på”.Ved at interviewe den planet, vi lever på, i stedet for et andet menneske giver de nyt liv og ny betydning til gamle, fortærskede udtryk. Hvilket oftest falder ud til den komiske side. Som da Jorden siger: ”Tro – og tvivl, for den sags skyld – er ikke min afdeling. Jeg beskæftiger mig med de helt jordnære ting. Du kan kalde det en holistisk tilgang”.

Og samtidig bliver artiklen også en parodi på journalistikkens selvforståelse, fx da Jorden spørger, om den kører for meget ud ad en tangent i sine svar, og Bertelsen udbryder: ”Nej, nej, fortsæt! Alt, hvad du siger, er interessant. Især fordi det kommer fra en, som har oplevet det på sin egen krop” (parodi på erfaringsinterviewet). Eller da journalisterne tidligt i interviewforløbet gør sig skarpsindige kildekritiske refleksioner: ”Jorden er ikke sådan at løbe om hjørner med. Allerede på dette tidspunkt er det tydeligt for os, at den har en helt klar fornemmelse for, hvor langt den kan gå, så man ikke bagefter kan komme og beskylde den for at hælde til en side”.

Jorden bag facaden er et forfriskende formeksperiment, en leg med sproglige klichéer, en journalistisk selvparodi, en reportage fra fantasien og en fragmenteret verdenshistorie om stort og småt, formidlet i citater fra en på én gang fiktiv og uomtvisteligt virkelig kilde, Jorden.