Fugle større end vinden

I sin poetik Fragmenter af en Dagbog fra 1948 skriver Poul la Cour (1902-1956) så smukt om den digteriske skabelsesproces, at det, der egentlig skulle være en lære om det at skrive poesi (og også er det), i sig selv bliver poesi. Han skriver med en fantastisk lidenskab og ømhed for digtningen, og samtidig er bogen velsignet med en stor filosofisk tyngde; refleksioner, der i deres modenhed virker, som om de er frugten af et helt livs nysgerrighed. La Cours poetik er ikke bare en samling tips & tricks ’fra værktøjskassen’, men en undersøgelse af, hvad det vil sige at være et sprogligt væsen, med digterisk jord under neglene og skrevet, så man mærker hjerteblodet pumpe varmt gennem linjerne.

Blandt andet beskæftiger la Cour sig med det sproglige billede, og som eksempel på et særligt vellykket et af slagsen nævner han et digt af den franske surrealist Paul Éluard (1895-1952) med linjerne: ”Fugle større end Vinden / Ved ikke hvor de skal hvile Vingen”. Hele digtet, der ”fortæller om det moderne Menneskes Ensomhed, om Spaltningen og Krisen i vor Bevidsthed”, er vidunderligt, men la Cours ærinde er først og fremmest at stille skarpt på billedet af ’fugle større end vinden’, for det billede er ”et af de sjældne, som opfylder og dermed overtræffer ethvert Krav, man kan stille til det”, mener la Cour. ”Det er saa fuldkommen og sluttet en Vækst, at det skaber Stilhed om sig og aabenbarer sig som en egen Verden inde i Digtets Verden. Det er Billedets Vilje at blive Digt i sig selv”.

Værd at hæfte sig ved her er især, at la Cour taler om metaforen som en ’vækst’, der ”skaber Stilhed om sig”. At det at tysse noget ned, at dæmpe noget, at skabe stilhed, skulle være en form for vækst, kan umiddelbart virke paradoksalt. Men i la Cours brug af begrebet stilhed ligger en opfattelse af, at også stilheden er sprog, blot et andet af slagsen. Stilhedens sprog er et klart, men gådefuldt sprog, der gør oprør mod det voksne menneskes trang til at ville styre, ordne og beherske. Som eksempel på en sådan ’voksen digter’ nævner la Cour Johannes V. Jensen, hvis sproglige billeder, medgiver la Cour, ganske vist altid ”skænker os Tingenes Signalement med overrumplende Præcision”, men som samtidig er udtryk for en angst for at forlade det, der konkret kan erfares og sanses. Bag de fleste af Johannes V. Jensens metaforer, hævder la Cour, står en voksen mand og holder øje med, at digteren ikke lader sproget løbe af med sig. Og det er denne faderlige strenghed, la Cour vender sig imod: ”Min Fantasi er ingen Politibetjent”, som han siger. I stedet for at stille sig stærk og mægtig bag sproget, våge over det og slå hårdt ned, i fald det skulle finde på unoder, skal digteren have modet til at bevæge sig ud på tynd is, derud hvor han igen er svag og afmægtig som et barn, hvor han giver afkald på alt det, han ellers mener nu at mestre: ”En blinds Hænder, lukkede Øjne og en Mund, der bæver for meget til at bruge Ord, det var dem, der følte og saa og udsagde, hvad du altid søgte”.

På den måde er det en forudsætning for den gode metafor, at man glemmer sproget, som man hidtil har lært det, nemlig som et redskab til at rubricere og give præcise signalementer af den verden, man kan se, høre, lugte og smage med sine sanser. ”Billedet er ikke Imitation”, skriver la Cour, ”Det er selv en Verden”, nemlig en verden, kun den barnlige har adgang til; den, der er i øjenhøjde med virkeligheden og ikke tror sig så klog og vis, at han sandfærdigt kan afbilde den fra distancen. Johannes V. Jensens sprog bliver således, i la Cours optik, et afstandens sprog, et sprog der har mistet sin umiddelbarhed i beskrivelsen af verden. For den følelse, et fænomen kan vække i en, går tabt i sproget, hvis digteren kun bestræber sig på at beskrive det sansede i sig selv. Det tætte bånd mellem følelse og fænomen kappes over. Og det er det tætte bånd, Éluard ifølge la Cour genopretter med sit billede af fugle større end vinden, fordi ordene, samtidig med at de for en streng realistisk betragtning er nonsens (”Snak, siger Pedanten. Vinden er tusinde Gange større end den største Fugl”), givet et klart billede af den oplevede virkelighed. En oplevelse, der altid vil være andet og mere end den nøgne realitet, som vi aldrig kan erkende. Og på den baggrund udleder la Cour af Éluards metafor ikke bare en fortælling om det moderne menneskes ensomhed, men også om vores forhold til sprog og til det at være menneske til alle tider:

”Vi moderne mennesker, der er flygtige og stedløse som Fugle, men dog raader over Kundskaber, der sætter os i Stand til at besejre og underlægge os Naturkræfterne, vi dødelige ser vor Kundskab gjort nytteløs. Den har stødt os ud af den Verden, vi tilhørte. Jorden er ikke længere vort Hjem. Vi er alene i et grænseløst og vigende Rum. Med vore umaadelige Kræfter kredser vi hvileløst i det opløste og tomme”.