Lutter ingen

Svært må det være at tegne et mere præcist portræt af ensomhed og isolation end Franz Kafkas Betragtning, den samling kortprosastykker, han debuterede med i 1912. Over teksterne hviler et mørkt skær af død, ulykkelighed og splittelse, så man får oprigtigt ondt af de personer, man læser om, og det er kun, fordi Kafka skriver så stærkt om det svage, opløste sind, at det at læse om det bliver en ikke bare gribende og tankevækkende, men dybest nede også opløftende oplevelse. Fordi der om ikke i den frygtelige tristhed, teksterne skildrer, så dog i det mindste i formidlingen af den findes et overskud til at kommunikere med andre mennesker.

Kendetegnende for Kafkas jegpersoner i Betragtning er et altopslugende menneskeligt underskud, som især kommer til udtryk i deres forhold til andre personer. For eksempel i teksten Beslutninger, hvor jeget forsøger at tage sig sammen og hive sig selv ud af sin blege, klaustrofobiske indelukkethed: ”Jeg river mig løs fra stolen, løber rundt om bordet, gør hoved og hals bevægelige, får ild i øjnene, spænder musklerne omkring dem. Modarbejder enhver følelse, hilser stormende på A. så snart han kommer, tåler venligt B. i mit værelse, suger trods smerte og besvær alt hvad der bliver sagt hos C., ind i mig i lange drag”. At jeget refererer til sine medmennesker som ”A.”, ”B.” og ”C.”, som om de var punktvise, endimensionelle, anonyme skikkelser, siger noget meget centralt om den måde, jeget befinder sig i verden på. Nemlig at Kafkas jeg er et jeg, der betragter, som også bogens titel antyder det, sig selv og sin omverden fra distancen, fremmedgjort og underligt adskilt fra sin egen kompetence til som subjekt at handle. Når jeget så endelig beslutter sig for at bryde ud af magtesløsheden, bliver det febrilsk og krampagtigt, en fjern, fremmed handling, som jeget selv ser udefra og ikke forstår.

Og scenen for disse udbrud er næsten hele tiden det samme, lufttomme rum, nemlig værelset. Igen og igen optræder værelset som på den ene side en slags puppe, jeget er angst for at forlade: ”når man nu også allerede har siddet stille ved bordet så længe at det ville fremkalde almindelig undren hvis man gik ud, når trappeopgangen nu også allerede er mørk og gadedøren låst”, som to af argumenterne for at blive inden døre lyder i Den pludselige spadseretur. Og på den anden side en klam sarkofag, som jeget længes desperat efter at undslippe, og som det ængstes ved at skulle tilbage til, når det ved sjældne lejligheder er ude: ”Jeg går da som på bølger, klaprer med begge hænders fingre, og de børn jeg møder, stryger jeg gennem håret. Men vejen er kort. Snart er jeg i mit hus, åbner elevatordøren og træder ind. Jeg ser at jeg nu og lige pludselig er alene” (fra Købmanden). Eller i Hjemvejen: ”Blot er jeg en smule eftertænksom da jeg træder ind i mit værelse, men uden at jeg på vej op ad trappen skulle have fundet noget der var værd at tænke over. Det hjælper mig ikke meget at jeg åbner vinduet på vid gab, og at musikken stadig spiller i en have”. Værelset er på én gang jegets eneste mulige rum og et rum, hvor det ikke er muligt at leve, et forkrøblet habitat: ”at være syg og i ugevis kigge på det tomme værelse fra sengehjørnet, (…) i sit værelse kun at have sidedøre der fører ind til fremmede lejligheder” (fra Ungkarlens ulykke). Ensomhed, indespærrethed og et uroligt, flimrende ønske om et andet og bedre liv.

Et ønske, hvis umulighed udtrykkes meget rammende i Udflugten til bjergene, hvor jeget ”uden klang” råber om hjælp, måske fra værelset. ”Hvis ingen kommer, så kommer der bare ingen. Ingen har jeg gjort noget ondt, ingen har gjort mig noget ondt, men ingen vil hjælpe mig. Lutter ingen,” fabler jeget, men kommer så på den fortrinlige idé at tage på en udflugt til bjergene: ”Jeg kunne godt tænke mig – hvorfor ikke – at tage på en udflugt med et selskab af lutter Ingen. Op i bjergene selvfølgelig, hvorhen ellers?” Og jeget begynder at forestille sig turen med Ingen: ”Det forstår sig at alle er i kjole og hvidt. Vi går sådan lala, vinden blæser gennem de mellemrum som vi og vores lemmer danner”. Billedet af vinden, som blæser gennem ’mellemrummene’ mellem menneskene (som ikke er mennesker, men ”lutter ingen”), viser jegets frygteligt ensomme perspektiv. Der er ingenting mellem mennesker, ingen fylde, og jeget er ikke til stede i verden, oplever ikke at bevæge sig som en del af et større hele, men er fanget i sin egen krop, hvor det ikke føler sig hjemme. Jeget er et frit svævende, lukket punkt, præcis som bekendtskabskredsen ”A.”, ”B.” og ”C.”.

Og således forbliver jeget på værelset. Kun undtagelsesvist bevæger det sig ud blandt andre, og Sporvognspassageren illustrerer meget gribende, hvilken angstfuld og desorienteret oplevelse det er for et menneske, der jo ikke bare kan affinde sig med sin situation, fordi det trods alt har en vilje til at gøre noget, handle, stille noget op, men som samtidig ikke aner, hvad det skal gribe fat i, eller hvor det skal begynde: ”Jeg står på sporvognens bagperron og er fuldstændig usikker med hensyn til min stilling i denne verden, i denne by, i min familie. Ikke engang omtrentligt ville jeg kunne angive hvilke krav jeg med rette kunne fremsætte i nogen som helst retning. Jeg kan slet ikke forsvare at jeg står på denne bagperron, holder fast i denne strop”.