Skolen

Skolen startede som en ambition om at blive bedre til noget, som en ide om at bevaege sig mod et bedre sted. Siden blev den en sygdom. Skolen installerede forestillingen om spildtid i hovedet paa ham, og dagene blev fyldt med en hidtil ukendt form for uro. Der opstod en form for meta-bevidsthed, en slags revisor, der hele tiden holdt regnskab med, hvad han lavede, og hvilken nytte det gjorde. Paa den maade kunne tiden optimeres, og det var skoent, i hvert fald i starten. Han fik mere ud af tiden, han maalrettede sine aktiviteter. Han fjernede det overfloedige fedt, han skar ind til benet.

Men med tiden begyndte revisoren at stille spoergsmaal ogsaa til selve kernen. De faa ting, der var blevet tilbage - var de rigtige eller grundlaeggende forkerte? Havde de overhovedet en berettigelse? Paa en maade var det for sent at fortryde nu; der var for trangt i det rum, til at han kunne vende sig rundt, dreje sig, se sig tilbage.

Han havde lyst til at spille PlayStation, men det stod ikke nogen steder i planen. Og indimellem opstod ogsaa andre loesrevne droemmefragmenter: Han saa sig selv sejle kajak ved Bellevue, forbi kranerne paa havnen. Indspille en cd. Gaa en tur i skoven. Ligge og tale med en god veninde.

Alt det blev mere og mere fjernt, det blev mere og mere umuligt at skelne sandt fra falskt, rigtige droemme fra forestillinger. Det eneste, der var tilbage, var uroen; stadig flere spoergsmaal, en monoton stemme, der talte og talte.

Han kunne ikke holde ud at vaere nogen steder, saa han tog ud at rejse. Det virkede som det eneste rigtige, men gjorde det kun vaerre. Det forstaerkede rodloesheden: Han gik rundt alene i Venedig, og alt kom til at dreje sig om, hvor han skulle spise frokost og aftensmad; restaurantbesoeg, hotelregninger. Den eneste kontakt, han havde, var manden i aviskiosken; manden sagde, "Dica", "La Gazzetta dello Sport", "1 Euro", "Grazie", og i starten gav det en varm foelelse af en form for indforstaaethed, som om han hoerte til, men det var det eneste rum; det var det eneste rum, han havde: paa stentrappen med avisen i solen, maaske kom der ogsaa en kat, som han snakkede med, og han gik rundt og talte med sig selv og lagde planer for fremtiden, helst mange aar frem i tiden.

Det var gennem skolen, at han havde laert de fleste venner at kende; det var i skolen, han havde faaet ros; det var i skolen, han havde foelt sig hjemme. Derfor virkede det saa underligt, at skolen skulle vaere et faengsel. At det, han holdt af allermest, var det, det gjorde ham allermest ondt.

Han begyndte at laegge planer for, hvordan han kunne blive i skolen laengst muligt. Han satte smaa lapper op rundt omkring med planer for det videre forloeb; hvordan han kunne faa SUen til at straekke laengst muligt, maaske bruge af opsparingen, men ikke for meget. Hvis han arbejdede i sommerferierne, kunne han saette pengene ind paa opsparingen og paa den maade blive ved at have et vist beloeb til uddannelse; det kunne blive som en form for evighedsmaskine.

Med tiden opstod ogsaa en vis aggression; han begyndte at goere oproer mod laererne, naegte at lave lektier, pjaekke. Men han blev hele tiden i skolen, han kunne ikke forlade den.