Murakamis katte

Skønt ville det være at få opklaret, hvorfor Haruki Murakami er så tosset med katte i sine storsælgende romaner som Kafka på stranden og Trækopfuglens krønike. Direkte adspurgt ønsker han ikke at svare på spørgsmålet, men man har jo lov at gisne. Måske er det, fordi Murakami drages af kattens i en vis forstand meget nøgterne væsen.

Ligesom hovedpersonen i Trækopfuglens krønike på et tidspunkt sætter sig ned i en gammel brønd i dagevis, som om det var det naturligste i verden, således ligger også katten og vegeterer i sin lænestol dag ud og dag ind, tilsyneladende uden at gøre sig bekymringer om, hvorvidt den burde komme videre i livet. Katten gør sig ingen illusioner om tilværelsen, og den er heller ikke drevet af en forvokset vilje, der efterlader den rastløs, utilfreds og kulret. Nej, katten er i den forstand et meget nøgternt væsen, der tager tingene, som de kommer, og lever et ganske jordnært liv. På den måde er der en ret stor lighed mellem katten og Murakamis hovedpersoner, der ofte er praktisk orienterede, forankrede i en tilsyneladende helt almindelig hverdag og for så vidt temmelig ligetil.

Hvor ofte i Murakamis bøger hører man fx ikke om, at hovedpersonen lige tager en øl til fra køleskabet eller skærer et par skiver brød og steger en omelet på panden? Disse meget konkrete handlinger beskrives igen og igen, næsten så de efterhånden får karakter af noget rituelt, men uden at man nogensinde får forklaret, hvad ritualet i så fald går ud på. Måske er det beskrivelser, der tjener det formål at fremhæve ligheden mellem katten og Murakamis hovedpersoner, nemlig at de begge har en nøgtern, meget selvfølgelig, dagligdags og umiddelbar måde at være til stede i verden på, men samtidig også er omgærdet af en vis mystik og uudgrundelighed. Kendetegnende for Murakamis hovedpersoner er jo, at de lever i en verden, der på én gang er fuldstændig triviel og rablende surrealistisk. Som teenagepigen Maj Kasahara siger til hovedpersonen Toru Okada i Trækopfuglens krønike: ”Du er simpelthen noget af det mest normale, og så gør du bare de mest unormale ting”.

Katten er speciel, for ud over at den som andre dyr er fri for den stræbsomhed og forestillingsmani, en filosof som Schopenhauer så som kilden til menneskets grundlæggende lidelse ved at være til i verden, er den jo et kærligt væsen, der kan føle sig knyttet til og vise kærlighed til mennesker – når den spinder, når den kysser en med snuden, eller når den ligger og venter på en i carporten, efter at man har været væk på ferie. Men det er en meget ukompliceret form for kærlighed, og i den forstand meget ulig kærligheden mellem mennesker. Ligesom katten også kan kigge på en med et blik, der intet betyder. Den kigger utvivlsomt på en, men det er med et blik, der er fuldstændig tomt for betydning – uden at katten på nogen måde bliver urolig eller skammer sig over det.

Samtidig har katten jo også et liv, mennesket ikke kender til. Fx om natten, når den bevæger sig ud i de sovende villakvarterer, sniger sig rundt i hækkene blandt blade og pindsvin. Hvad laver den? Hvor langt bevæger den sig væk? Og med hvilket motiv går den ud? Om natten har katten sit eget liv uafhængigt af mennesket. Den ser, hvor vi ikke kan se, og går, hvor vi måske aldrig kommer. Måske pendler også katten mellem en prosaisk verden af madskåle og polstrede møbler og et surrealistisk parallelunivers, hvor hunde kan tale, og fisk falder ned fra himlen.