Mirakler fra en strikhueklædt

I al ubemærkethed (i hvert fald herhjemme i Danmark) udsendte Badly Drawn Boy i december sidste år et nyt album, soundtracket Is There Nothing We Could Do? til filmen The Fattest Man in Britain. Jeg har ikke hørt hele albummet endnu, men alene det vidunderlige titelnummer, som en venlig sjæl har lagt ud på YouTube, er en stor sejr for den nussede englænders sangskriverkunst.

Med en karakteristisk sart, fin balance mellem det utrøstelige og det sorgmuntert sødmefulde synger Badly Drawn Boy blidt og afdæmpet til en ven, der har mistet troen på det gode i livet: ”Who am I to ask you why you feel the way you do / If you feel the way you do? / Is there nothing we could do?”

Ordene er enkle og ligetil og rummer, som næsten alle hans sange, en fantastisk åbenhed, der giver plads til, at man som lytter kan drømme sig selv og sin egen verden ind i sangen.

På papiret måske ikke stor poesi, men når teksten bliver sunget af Badly Drawn Boy hen over en vuggende 6/8-takt, på et ømt underlag af akustisk guitar, klaver og rørstrømske strygere, vokser den til en kraftfuld, inderlig fortælling om afmagt, isolation og ønsket om at hjælpe et menneske, der måske hverken kan eller vil hjælpes ud af sin triste situation: ”If only you could know there is life through your window / Oh but even so, I don’t know where would you go?”

Mens mange anmeldere har vendt Badly Drawn Boy ryggen, fordi han har vist sig ikke at være den sprælske postmodernist, mange troede, han var, da han i 2000 udgav det snurrige debutalbum The Hour of Bewilderbeast, bliver han selv ved at holde fast i det, der måske i virkeligheden altid har været kernen i hans sangskrivning: oprigtighed, hjertelighed og en fortryllende evne til at få musik og ord til at gå op i en højere enhed, så selv banaliteter pludselig tindrer som poetiske perler.

Som han selv sagde for nylig i et interview med The Guardian, har han aldrig været nogen stor sanger ud fra en teknisk fikseret X-Factor-målestok. Men netop det, at Badly Drawn Boys mangler som musiker ikke er svære at få øje på, kaster et skær af noget mirakuløst over ham og hans musik, som det er svært ikke at forelske sig i. Gang på gang overvinder han sine begrænsninger som musiker og ryster nogle popsange ud af ærmet, der i deres enkle, uafrystelige skønhed burde forudsætte en virtuositet, han slet ikke besidder.