Die Gegner ins Wanken zu bringen

Sælsomt sluttede den vævre Dejan Savicevic, det af Berlusconi erklærede, montenegrinske geni, sin karriere i Wien, Knud Romers yndlingsby, rig på opera, fattig på fodbold.

Trods mange skader og en upassende egensindighed (problemer med både trænerne Capello hos AC Milan og Osim på det jugoslaviske landshold) nåede den krølhårede 10er at vinde to Champions League-titler, én med Røde Stjerne Beograd og én med i Rossoneri, for hvem han lagde op til Massaros åbningsmål efter en svimlende dribletur på højreflanken og uforskammet snedigt lobbede bolden til 3-0 over keeperen fra uden for straffesparksfeltet, da italienerne satte Johan Cruyffs såkaldte ’Dream Team’ på plads med en hårdhændet 4-0 sejr i finalen 1994.

Tre år forinden, i 1991, havde Savicevic nappet en delt andenplads efter Jean-Pierre Papin i den prestigefyldte Ballon d’Or-afstemning om, hvem der er Europas bedste fodboldspiller.

Hans største fortrin var de tætte driblinger, hvormed han som en anden Maradona kunne zigzagge sig forbi en 3-4-5 rundtossede modstandere, samt en clairvoyantisk evne til at øjne åbningerne i spillet, i en pludselig impuls at forudsige en medspillers fremtidige løb. Om driblingerne sagde han for et par år siden til det østrigske dagblad der Standard, der interviewede ham i hans egenskab af gammel Rapid Wien-spiller (1999-2001):

”Wenn ich zu einem Dribbling ansetze, weiß ich natürlich nicht, wie sich der Gegenspieler verhalten wird. Aber mit bestimmten Körpertäuschungen versuche ich, sie aus dem Gleichgewicht zu bringen. Du zuckst auf eine Seite und wenn er reagiert, gehst du auf der anderen Seite vorbei – wenn nicht, dann halt auf der anderen. Ich habe nie nur einen Trick auf Lager gehabt. Ich war ein Spieler, der geschaut hat, wie er die Gegner ins Wanken bringt”.