Lykken ifølge Freud

Hvad meningen med livet er, aner vi ikke. Men vi kan se, hvad de fleste mennesker stræber efter i livet – og det er at blive lykkelige. Så langt så godt.

Problemet er så bare, siger Sigmund Freud i Kulturens byrde fra 1929, at denne lykke er en illusion. Ved lykke tænker vi dels et fravær af smerte og ubehag, dels en følelse af nydelse og vellyst – og allerhelst så vi, at lykken var én lang, kontinuerlig tilstand. Vi forestiller os lykken som et paradis, der venter efter en lang, sej kamp, og hvor alle de ting, vi ikke bryder os om, ikke længere findes. Et paradis, hvor vi hele tiden føler os godt tilpas.

Men selv hvis vi skulle nå frem til det paradis, ville vi have svært ved at nyde det, siger Freud. For hvor urimeligt det end kan forekomme, er det næsten umuligt for os at sætte pris på det gode, hvis vi ikke for ganske nylig har brændt os på det dårlige. Og på den måde er den lykke, vi ser som det højeste mål i livet, i virkeligheden i dyb modstrid med, hvordan vi selv er indrettet som mennesker. Vi er ganske enkelt ikke skabt til at føle lykke i den forstand, som mange af os forestiller os den.

Til gengæld har vi temmelig nemt ved at opleve ulykke. Den kommer til os både indefra, udefra og fra samværet med andre mennesker. Fra vores krop, der forfalder og giver os oplevelser af angst og smerte; fra naturen, der truer de mest uheldige og fattige af os på livet med hungersnød og jordskælv, og fra vores omverden i det hele taget, der stiller krav til os om at arbejde og gøres vores pligt som samfundsborgere; og endelig fra vores forhold til hinanden, selvom noget i os måske stritter imod og siger, at sådan burde det ikke være.

Der er med andre ord masser af muligheder for ikke at have det rart, og derfor ender mange af os da også med at glemme den del af lykken, der handler om nydelse, og i stedet fokusere på at holde smerten fra døren.

I den forbindelse lister Freud en række eksempler op på strategier, som mennesker bruger for at flygte væk fra det dårlige i tilværelsen. Hvor forskellige disse tilgange end kan virke, har de alle sammen det til fælles, at mange af os gennem tiden har forsøgt os med dem, og at ingen af dem er uden omkostninger og problemer.

1. Man kan drikke sig fuld eller tage stoffer. Denne strategi, især det at drikke, spiller en stor rolle i den vestlige kultur, og den er da også en nem og effektiv måde at opnå en umiddelbar nydelse på og samtidig holde de ubehagelige følelser ude. Når man drikker eller tager stoffer, lukker man sig inde i sin egen verden, og det føles rart, fordi det i mange henseender kan være ubehageligt at skulle forholde sig til andre mennesker.

2. For så vidt at smerte og ubehag jo bare er nogle fornemmelser, kroppen giver os, består en anden strategi i at forsøge helt at omprogrammere den måde, vi reagerer på de fornemmelser på. Når noget er ubehageligt, føler vi en naturlig impuls til at søge væk fra det. Men gennem yoga, NLP og andre både kropsligt og åndeligt fokuserede træningsprogrammer, kan man prøve helt at udrydde den impuls eller lave den om.

3. Hvis man er kunstnerisk anlagt, kan man søge tilflugt i kunsten, som ingen jo kan tage fra en. Denne strategi, bemærker Freud, opfattes ofte som »finere og højere«. Til gengæld er det trods alt de færreste, der er så optaget af kunsten, at de ligefrem tænker den som en vej til lykke, og desuden er den eksistentielle tilfredsstillelse, man kan opnå gennem et kunstværk, med Freuds lakoniske udtryk »afdæmpet«.

4. En meget kontant måde at løse problemet med andre mennesker på er helt at holde op med at omgås andre. Ved at isolere sig fuldstændig fra omverdenen har man én gang for alle sat en stopper for den lidelse, venner og bekendte kan påføre en. Men desværre også for den glæde, man kunne have været heldig at opleve sammen med dem. Lykken ved at holde sig for sig selv er den måske lidt flade lykke ved at have fred og ro.

5. I stedet for som eneboeren at flygte ud af verden kan man også prøve at lave verden om, så »de mest uudholdelige ting er udryddet og erstattet med andre i overensstemmelse med ens egne ønsker«. Men også denne strategi er en form for virkelighedsflugt; ja, Freud betegner det ligefrem som »vanvid«. Det religiøse menneske falder ind under denne kategori, fordi det at være religiøs ifølge Freud netop er at lægge en særlig optik ned over virkeligheden og forsøge at leve derefter i den tro, at livet så i sidste ende vil belønne en for mange års tro tjeneste med en tilstand af varig lykke.

Hvilken strategi man vælger, kommer selvfølgelig an på, hvem man er som menneske. Men uanset hvilket valg man træffer, vil man allerede have trængt sig op i en krog, idet man satser på én form for lykketeknik frem for en anden, for enhver sådan opskrift har jo den uheldige bivirkning, at den på forskellige måder snævrer livet ind til en krampagtig form for afsondrethed. Der gives ingen garanti for noget godt resultat, og derfor forfalder nogle af os i sidste ende da også til de mere rablende strategier, vi kender som den neurotiske sygdom og som psykosen.