De danske Drømmes Historie

”Dette er De danske Drømmes Historie, det er et referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede, og jeg har forsøgt at gøre det udtømmende og enkelt, og som et argument for overhovedet at forsøge vil jeg nævne to begivenheder.”

Sådan begynder Peter Høeg sin debutroman Forestilling om det tyvende århundrede fra 1988, og allerede på disse bogens fem første linjer viser han, hvor stærk en forfatter han er. Paradokserne hober sig op: Bogen er, siger fortælleren, ”De danske Drømmes Historie”, altså på den ene side en nøgtern, saglig registrering af noget på den anden side flygtigt og subjektivt, måske endda fiktivt, nemlig drømme. Tilmed er det de danske drømmes historie, som om Danmark var et levende, afgrænset væsen, et legeme udstyret med en drømmende bevidsthed. Det er et ”referat af hvad vi har frygtet og drømt og håbet og forventet i dette århundrede”, altså på den ene side en fyndig, koncis opsummering af noget på den anden side endeløst, udflydende, på alle måder uhåndgribeligt. Og mens syntaksen med sine mange konjunktioner (og og og og og) giver indtryk af en gispende fantasi på nippet til at løbe af med sin ejermand, bekendtgør fortælleren, at han har forsøgt at gøre sit umulige referat af det endeløse ”udtømmende og enkelt”.

Fra den pompøse førstelinje ”Dette er De danske Drømmes Historie” zoomer Høeg herefter ind på det enkelte individ: lille Carsten, der i det tidlige forår 1929 hjælper sin far Carl Laurids med at samle et maskingevær i familiens villa ved Strandvejen, og om hvem man allerede her får at vide, at hans liv skal dreje sig om i al evighed at stræbe efter en diffus lykke, der dæmrer et sted ude i ”en vag fremtid”, og at faderen er holdt op med rigtig at tale med ham. Og lille Maria Jensen, hvis mor Anna efter en hovedrengøring, hun har været i gang med i flere år (”det var tanken at den skulle blive den sidste og definitive”), har lånt et forstørrelsesglas af fattiglægen og til sin rædsel opdager, at alt, hvad hun troede, var klinisk rent, er belejret af usynlige støvpartikler. Maria, hvis stammen, får vi at vide, på det seneste er taget til, og som forgæves forsøger at forklare sin mor, at det er et håbløst projekt med al den rengøring.

Og på den måde får Høeg allerede her introduceret to forestillinger om, hvad livet i det tyvende århundrede gælder om, der i deres særegenhed virker, som var de taget ud af Gabriel García Márquez’ 100 års ensomhed, men som samtidig i kraft af den civilisationskritiske og spirituelle undertone er umiskendeligt Høegs egne: forestillingen om, at det vigtigste i livet aldrig er det, der finder sted her og nu, men altid noget, der ligger langt fra os selv ude i en fjern fremtid, og forestillingen om, at det med streng disciplin skulle være muligt til sidst at nå til et punkt, hvor det beskidte, rodede og trælse i tilværelsen ikke længere eksisterer. Forskruetheder, der har deres greb om mennesket i selv de mest dagligdags situationer:”[J]eg tror at indlejret i mange – ja muligvis i hvilken som helst – af hverdagens begivenheder ligger der et koncentrat af et helt århundrede”, slutter fortælleren forordet.

På bare halvanden sides hæsblæsende indledning lykkes det Høeg at præsentere læseren for ikke bare bogens tematikker og hovedpersoner, men også flere af de problemstillinger, der står helt centralt i hans senere forfatterskab: hvordan det civiliserede menneske fortaber sig i underligt ureflekterede normer og forestiller sig tilværelsen snarere end at konfrontere den, og hvordan det selv i de relationer, hvor vi er tættest på hinanden(forholdet mellem børn og forældre, fx), gang på gang mislykkes for os at være rigtig nærværende og tale ordentligt sammen. Forestilling om det tyvende århundrede er en stærk, personlig samfundskritik, der samtidig fungerer på sine egne præmisser som ren litteratur, eksplosiv og ambitiøs og skrevet på et kæmpe overskud med noget vigtigt og særdeles vedkommende på hjerte.