Sorte Ninus' død

Det var den sommer Sorte Ninus døde i sit bur. Vi lagde ham på et leje af mælkebøtter. Jeg husker Fars seje spadestik under syrenen, den bløde pels dækket af jord og min søsters øjne i saltvand.

Liste over idéer

1. Giro d'Italia kommer til Herning i 2011. Reportage i sonet-form.
2. En krokodille æder et menneske. Nu er mennesket inde i krokodillen, der dermed bliver en slags dobbelt-bevidsthed. Det er sært.
3. Begrebet stilhed: Selv ørkener synger. Og sten kan snakke. Men hvad sagde Kierkegaard, og hvad mon videnskaben har at sige?
4. Ekstrem-pornografi: Mary Douglas og kropsvæsker. Purity and danger. Evt. som serie med A. Silver-interview.

Pelsløs kat fanger fugl og forsvinder

I lyset svæver kattens pels: Den fælder til der kun er en nøgen klump tilbage og store knurhår. Bleg som vinterdage gemmer den sig væk i den klamme kælder bag vaskemaskinen. Dens fine bytte er i dag en fugl med knogler, der knækker og knaser. Fjerene flyver og vækker stor appetit. Jeg vil helst ikke lytte.
Så forsvinder den en uge, og katten fylder alt i mine tanker: Hvad laver den, og hører den også vinden suse som et ondsindet spøgelse i natten? Mest vandrer den nok i fremmede haver og spinder varmt i naboernes huse.

Sidste gang er sidste gang

Far til søn: "Kom så op af den vandpyt. Vi blev enige om, at det var sidste gang, og du ved jo godt, at når man har sagt sidste gang, så er det sidste gang. Der bliver ikke nogen anden sidste gang, der er kun den sidste sidste gang. Og desuden kan du jo bare finde en ny vandpyt."

I dag

I dag er jeg sporty. Jeg starter med armboejninger og maveoevelser og tager paa arbejde i en moerkeblaa Samsoe-Samsoe-troeje i kunststof.

I dag er jeg nedtrykt. Jeg saetter mig og kloer mig i skaegget. Jeg har ikke vasket mig. Jeg besvarer kun spoergsmaal med enstavelsesord.

I dag er jeg opstemt. Jeg slaar doeren op og kommer ind som en hvirvelvind. Jeg hilser paa alle i rummet. Jeg har masser at fortaelle. Jeg kan slet ikke styre mig.

I dag er jeg klaustrofobisk, men kan ikke forlade rummet. Jeg ligger i sengen og lytter til de andre i lejligheden. De sidder derude i koekkenet. Hunden goer. Jeg vender mig forsigtigt i sengen, men det hele knirker.

I dag er jeg intelligent. Jeg taler et andet sprog. Jeg ser sammenhaenge mellem fortid og nutid, jeg saetter smaa detaljer ind i store sammenhaenge, laeser Romerriget ind i et kloakdaeksel. Jeg disputerer.

Skolen

Skolen startede som en ambition om at blive bedre til noget, som en ide om at bevaege sig mod et bedre sted. Siden blev den en sygdom. Skolen installerede forestillingen om spildtid i hovedet paa ham, og dagene blev fyldt med en hidtil ukendt form for uro. Der opstod en form for meta-bevidsthed, en slags revisor, der hele tiden holdt regnskab med, hvad han lavede, og hvilken nytte det gjorde. Paa den maade kunne tiden optimeres, og det var skoent, i hvert fald i starten. Han fik mere ud af tiden, han maalrettede sine aktiviteter. Han fjernede det overfloedige fedt, han skar ind til benet.

Men med tiden begyndte revisoren at stille spoergsmaal ogsaa til selve kernen. De faa ting, der var blevet tilbage - var de rigtige eller grundlaeggende forkerte? Havde de overhovedet en berettigelse? Paa en maade var det for sent at fortryde nu; der var for trangt i det rum, til at han kunne vende sig rundt, dreje sig, se sig tilbage.

Han havde lyst til at spille PlayStation, men det stod ikke nogen steder i planen. Og indimellem opstod ogsaa andre loesrevne droemmefragmenter: Han saa sig selv sejle kajak ved Bellevue, forbi kranerne paa havnen. Indspille en cd. Gaa en tur i skoven. Ligge og tale med en god veninde.

Alt det blev mere og mere fjernt, det blev mere og mere umuligt at skelne sandt fra falskt, rigtige droemme fra forestillinger. Det eneste, der var tilbage, var uroen; stadig flere spoergsmaal, en monoton stemme, der talte og talte.

Han kunne ikke holde ud at vaere nogen steder, saa han tog ud at rejse. Det virkede som det eneste rigtige, men gjorde det kun vaerre. Det forstaerkede rodloesheden: Han gik rundt alene i Venedig, og alt kom til at dreje sig om, hvor han skulle spise frokost og aftensmad; restaurantbesoeg, hotelregninger. Den eneste kontakt, han havde, var manden i aviskiosken; manden sagde, "Dica", "La Gazzetta dello Sport", "1 Euro", "Grazie", og i starten gav det en varm foelelse af en form for indforstaaethed, som om han hoerte til, men det var det eneste rum; det var det eneste rum, han havde: paa stentrappen med avisen i solen, maaske kom der ogsaa en kat, som han snakkede med, og han gik rundt og talte med sig selv og lagde planer for fremtiden, helst mange aar frem i tiden.

Det var gennem skolen, at han havde laert de fleste venner at kende; det var i skolen, han havde faaet ros; det var i skolen, han havde foelt sig hjemme. Derfor virkede det saa underligt, at skolen skulle vaere et faengsel. At det, han holdt af allermest, var det, det gjorde ham allermest ondt.

Han begyndte at laegge planer for, hvordan han kunne blive i skolen laengst muligt. Han satte smaa lapper op rundt omkring med planer for det videre forloeb; hvordan han kunne faa SUen til at straekke laengst muligt, maaske bruge af opsparingen, men ikke for meget. Hvis han arbejdede i sommerferierne, kunne han saette pengene ind paa opsparingen og paa den maade blive ved at have et vist beloeb til uddannelse; det kunne blive som en form for evighedsmaskine.

Med tiden opstod ogsaa en vis aggression; han begyndte at goere oproer mod laererne, naegte at lave lektier, pjaekke. Men han blev hele tiden i skolen, han kunne ikke forlade den.

Abraham og Philippe Petit

Ligheden mellem Kierkegaards Abraham og Philippe Petit:
at tro på det absurde, at kunne stole på det der ikke giver mening, at turde miste sig selv for at blive sig selv, at forstå at i det sunde findes også det syge, at være på nippet til at splittes i atomer men gå igennem angsten med en sfinksagtig fasthed.